mandag den 29. november 2021

Supermans søn springer ud med et kys


Forfatteren og tegneren af Superman: Son of Kal-El måtte have politibeskyttelse, da det kom frem at ”Superboy” ville springe ud som biseksuel, men det kontroversielle er vel mere deres valg af kæreste end hans seksualitet?

TEGNESERIEANMELDELSE af Michael Andersen

Det vakte stor opmærksomhed i medierne da DC Comics annoncerede at Supermans søn, Jon Kent ville springe ud som biseksuel i Superman: Son of Kal-El #5, der nu endelig er udkommet. ”Superboy” overtager rollen som Superman da Superman må forlade Jorden for en stund, men først efter at Superboy har haft sin ven, journalisten Jay Nakamura med hjem for at møde familien over en middag der strækker sig over Superman: Son of Kal-El # 3 og 4.

Da den nye Superman bliver udmattet efter en overbelastning af hans superkræfter i Superman: Son of Kal-El #5, hviler han ud hjemme hos Jay, der selv har en superkraft i at være ”uhåndgribelig” lige som Kitty Pryde, Shadowcat fra Marvels X-Men. Jay – hvis navn selvfølgelig starter med ”J” ligesom Jons – pointerer at på grund af hans superevne kan Supermans kræfter ikke påvirke ham, og så giver Superman ham et kys der efterlader begge sådan lidt lumre inden Superman begiver sig videre ud i kampen mod det onde.

Det nævnes ikke i historien at Superman er biseksuel, men det hed det sig i den officielle udmelding fra forlaget DC Comics, og mange misforstod nyheden og troede der var tale om den originale Superman, Clark Kent, men han elsker nu stadig den nye Supermans mor, Lois Lane på bedste monogame vis. Der er deres søn, Jon Kent, der nu er Superman og udforsker sin seksualitet. Men nyheden medførte at forfatteren Tom Taylor og tegneren John Timms måtte have politibeskyttelse og at politiet også måtte være til stede på DC Comics’ adresse i en periode indtil nyheden og de værste homofobiske bølger havde lagt sig.

Supermans valg af kæreste
I den danske Facebook-gruppe Tegneseriefans gik kritikken da heller ikke så meget på at der nu var en biseksuel Superman, men på valget af hans kæreste, der mere er en type end en skønhed som ham selv - nemlig den asiatiske Jay med lyserødt kasserolle-hår der selvfølgelig er journalist ligesom Lois Lane. ”Sikke dog en pjevs,” hed det. Kunne Superman ikke havde fundet sig en lidt mere maskulin mand?

Men nu er Superman altså ikke bøsse men biseksuel og tænder så også på det feminine og når man læser tegneserien, synes man alligevel det er fedt når Jon og Jay kysser i Superman: Son of Kal-El #5 – et kys der dog også er blevet kritiseret i Tegneseriefans for at fremstå lidenskabsløst.

Batmans unge protegé Tim Drake, der i perioder har været Robin, er også sprunget ud som biseksuel i Batman: Urban Legends #6 tidligere i år, og når man tænker på alle de homoseksuelle sammenkædninger af Superman og Batman der har været blandt fans i årevis, ville det måske have været mere modigt af DC Comics, hvis deres yngre udgaver, Superboy og Robin fandt sammen. Men man kan da altid drømme om fremtidige muligheder og imens er Superman: Son of Kal-El med Jon og Jay da bestemt en serie, der er værd at samle på. Hvis der allerede skulle være udsolgt, så udkommer der nok snart en Trade Paperback der opsamler de første seks numre af serien. Hold udkig efter den hos Fantask eller Faraos Cigarer.

søndag den 28. november 2021

Reality-stjerne springer ud som bøsse i ny Netflix-serie

Den amerikanske eks-fodboldspiller og reality-tv-stjerne Colton Underwood blev afpresset til at komme ud af skabet og hans udspringsforløb er omdrejningspunktet i den nye reality-serie Coming Out Colton.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

Colton Underwood runder 30 år til januar og beskyldes for at have stalket sin kvindelige eks-kæreste, men nu springer den tidligere stjerne i det heteroseksuelle tv-datingshow The Bachelor ud som bøsse med reality-serien Coming Out Colton, der fra fredag den 3. december kan ses på Netflix. Serien kom i stand efter Colton Underwood blev forsøgt afpresset med påståede nøgenfotos af ham fra en bøssesauna i Los Angeles. Colton Underwood har ikke set billederne, men erkender at have været på saunaen ”kun for at kigge” og valgte at springe ud som bøsse i stedet for at lade sig afpresse.

Realityserien Coming Out Colton har ikke noget manuskript, men den 30-årige skiløber og olympiske sølvmedaljevinder Gus Kenworthy agerer Colton Underwoods guide i sit nye liv som bøsse. Skuespillerinden Fran Drescher fra 90’er-komedieserien Alletiders Barnepige og den nylige homo-romantiske tv-julefilm The Christmas Setup er også med i serien, der er på seks afsnit.

Colton Underwood omtalte i et nyligt interview med Variety sit tidligere heteroseksuelle liv som ”den hetero-fantasi jeg prøvede på at udleve.” Nu kan han så vække bøssefantasier hos homoseksuelle mænd verden over med sin nye reality-serie og den serie af sexede fotos taget af fotografen Damon Baker som han har delt på Instagram. Man kan savle over nogle af dem lige her:


lørdag den 27. november 2021

Ny romantisk julefilm med bøsser på Netflix

Philemon Chambers og Michael Urie

Single All The Way har Michael Urie fra Ugly Betty i hovedrollen der må vælge mellem stegen Luke Macfarlane eller få øjnene op for sin bedste ven.

TV-FILMNYHED af Michael Andersen

Efter den første romantiske tv-julefilm for bøsser, The Christmas Setup på 3puls og TV3, følger Netflix nu trop med komedien Single All The Way om bøssen Peter der tager sin bedste ven Nick med hjem til familien til jul. Nick skal agere Peters kæreste så Peter kan slippe for familiens stikpiller til hans singlestatus, men bedraget kompliceres da Peters mor leger Kisten Giftekniv og prøver at føre ham sammen med den lækre træner James, alt imens faderen prøver at føre ham sammen med Nick sådan rigtigt.

Den 41-årige Michael Urie har hovedrollen som Peter. Han er mest kendt for sin rolle som sekretæren Marc i tv-serien Ugly Betty der varede fra 2006 til 2010. Bedstevennen Nick spilles af den hidtil knap så kendte Philemon Chambers og den lækre træner spilles af 41-årige Luke Macfarlane fra tv-serien Brothers & Sisters der var populær samtidigt med Ugly Betty. Alle tre skuespillere er også bøsser i virkeligheden.

Peters forældre spilles af Kathy Najimy, der blev kendt som sjov nonne i Halløj i Klostret-filmene fra 90’erne, og Barry Bostwick fra The Rocky Horror Picture Show i 1975 og komedieserien Spin City i 90’erne. Jennifer Coolidge der er kendt for vampede roller i bl.a. American Pie-filmene og den nylige komedieserie 2 Broke Girls spiller Peters tante. Michael Urie kaldte rollebesætningen for ”et julemirakel” i en pressemeddelelse.

Det er torsdag den 2. december at Netflix har premiere på julegodterne. Bliv varmet op til den gode jule-underholdning og få et forskud på de sjove grin med traileren på YouTube lige her:

søndag den 21. november 2021

LGBT-hitparade: Internationale godbidder til øjne og ører

Darin

Nye musikvideoer fra nordiske og engelske stjerner som Darin, Calum Scott, Girl In Red og Abisha begejstrer, men de amerikanske Cameron Hawthorn og Clinton John begejstrer også – især visuelt. Og Billy Cullum er klar med en julesingle.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

1. Da svenske DARIN for en måned siden udgav singlen Holding Me More, teasede han den på Facebook med klip fra en video til sangen, men selv om videoen var klar, fik man bare en audiofil på YouTube. Marketingsstrategien er så, at når folk ikke længere gider streame audiofilen, SÅ kommer videoen med det formål at skaffe nye hits til sangen. Engang fik man single og video på samme tid. Hvo om alting er, så er Darin’s video til Holding Me More på YouTube nu, og han ser da godt ud. Se selv lige her:

2. Engelske CALUM SCOTT har same marketingsstrategi som Darin. Calum Scott udgav singlen Rise den 1. oktober, og nu er der så endelig kommet en video til at puste nyt liv i streamingtallene. Rise er fra Calum Scotts andet album, der forventes at udkomme i starten af det nye år. Han fortalte til Attitude, at han med Rise ville skrive en sang om at overvinde oddsene når livet er imod en og finde styrken til at omfavne livet lige meget ens vilkår. Om videoen var værd at vente på, kan man selv vurdere på YouTube lige her:

3. Norske GIRL IN RED fortæller en Thelma & Louise/Bonnie & Clyde-inspireret lesbisk ”romance fatale”-historie i sin nye video til sangen I’ll Call You Mine fra albummet If I Could Make It Go Quiet, der allerede har kastet flere hits som Serotonin og You Stupid Bitch af sig. I I’ll Call You Mine falder en pige i kløerne på en erfaren kvinde, der på et ”road trip” udnytter hende til sex og røverier før hun til sidst ikke vil være med mere og overgiver sig til politiet. Se selv den gribende historie på YouTube lige her:

4. Amerikanske CAMERON HAWTHORN har lavet en stemningsfuld og romantisk video til sin nye country-single Dreamland. Den smukke unge mand giver den som country-boy, mens han synger om at elske bag i sin Ford, der er parkeret i de idylliske omgivelser, og bede sin elsker om med sin kærlighed at tage ham til et ”dreamland” han aldrig vil vågne op fra. Når man ser videoen, er det dog ikke så meget naturen som imponerer, men mere den uimodståeligt dejlige Cameron Hawthorn selv. Se med på YouTube lige her:

5. Engelske ABISHA synger på sin nye single Numb om at det efterlader hende kold, at pigerne bare lyster efter hende i stedet for at forelske sig i hende. Men når man ser videoen og hvor smuk Abisha er, kan man så fortænke dem i at lyste efter hende? Og så kan man jo altid se om lysten kan udvikle sig til mere. Men det er selvfølgelig et problem hvis man har behov for at føle sig elsket af en person før man giver sig hen til vedkommende. Hvo om alt er, så er det i hvert fald en god popsang – som altid fra Abisha. Giv den et kig og et lyt på YouTube lige her:

6. Amerikanske CLINTON JOHN har nu udgivet den fjerde og sidste video fra hans nye EP Embarrassing, Videoen er til sangen Embarrassing hvor han ærligt synger om at have haft et alkoholproblem. Han fortalte i et interview med Instinct Magazine at han kan lide at skrive om ting han ikke hører så meget repræsenteret i popmusik og håber så at folk kan relatere til det. I videoen danser den Nashville-baserede sanger sammen med en anden fyr og de to er jo pæne at kigge på. Se selv på YouTube lige her:

7. Engelske BILLY CULLUM’s julesingle Table In My Heart blev udgivet en uge før jul sidste år, så det er først i år man rigtigt kan få glæde af at føje den til sin juleplayliste. Han fortalte til Gay Times at singlen blev inspireret af at han havde mistet sin ”nanny” og en grandtante og hans kæreste havde mistet sin bedstefar. De to fyre snakkede om at julen nu ville blive anderledes for dem og Billy Cullum skrev så en trøstende sang som skulle give folk lov til at reflektere over dem de havde mistet. Det er blevet til en afdæmpet, men god julesang på YouTube lige her:

torsdag den 18. november 2021

Første krimiserie med bøsse-detektiv nu på DRTV

Ben Aldridge med sin tv-mand

Den homoseksuelle skuespiller Ben Aldridge spiller hovedrollen i Døden på Stranden om en detektiv der blev udstødt af sin religiøse familie for at være bøsse.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

I sommeren 2020 sprang den nu 36-årige skuespiller Ben Aldridge ud som bøsse, og i et nyligt interview med Attitude fortalte han, at han følte sig mere levende efter at have gjort det. Han synes det var mere vigtigt at være ærlig over for sig selv end at bekymre sig over muligheder der måske slap væk. ”Jeg tænkte at hvis nogen ikke ville arbejde med mig på grund af den faktor, så ville jeg selvfølgelig heller ikke arbejde med dem.”

Nu har han så landet hovedrollen i den første engelske krimiserie med en homoseksuel detektiv. I The Long Call, der på dansk har fået titlen Døden på Stranden, spiller han politimanden Matthew Venn der 20 år efter at være blevet udstødt af sin religiøse familie på grund af sin homoseksualitet vender tilbage til sin hjemstavn for at opklare et mord. Hans makker spilles af Doctor Who-stjernen Pearl Mackie der også sprang ud sidste år, men som biseksuel.

I den banebrydende Døden på Stranden har Matthew Venn en mand, Jonathan Roberts som spilles af Declan Bennett der også er bøsse i virkeligheden. For fans af Ben Aldridge må man skuffe med at han også har en kæreste i virkeligheden – en amerikaner som slæber ham med på drag-barer i New York og LA, afslørede han i et nyligt interview med Pink News.

Indtil videre er der lavet fire episoder af Døden på stranden. De kan ses på DRTV lige her: Døden på Stranden på DRTV


Ben Aldridge

søndag den 14. november 2021

Ny film med queer i Det Vilde Vest

The Power of the Dog har Benedict Cumberbatch i hovedrollen som en ranchejer der må forholde sig til sin brors kærestes queer søn.

FILMNYHED af Michael Andersen

Western-filmen The Power of the Dog handler om den karismatiske og velhavende ranch-ejer Phil Burbank i Montana i 1925. Han spilles af 45-årige Benedict Cumberbatch, der tidligere har spillet bøsse i The Imitation Game fra 2014. I The Power of the Dog er han en sadist der formår både at skabe frygt og ærefrygt hos de omkringværende, og da hans bror indleder et forhold til en restaurant-ejer spillet af Kirsten Dunst begynder Phil at pine hendes åbenlyst queer søn - lige indtil han indser, at han har muligheden for endelig at opleve kærlighed i sit liv.


Sønnen Peter, der spilles af den heteroseksuelle Kodi Smit-McPhee, passer ikke lige ind i den maskuline cowboy-hygge omkring lejrbålet under kvægdrivningen. Han fortalte IndieWire: ”Jeg er i ret god kontakt med sin feminine side. Jeg voksede op med min mor og min søster.”


Med henblik på debatten om hvorvidt homoseksuelle karakterer bør spilles af homoseksuelle skuespillere, vil Benedict Cumberbatch ikke forsvare at han som heteroseksuel mand spiller homoseksuel: ”(Instruktøren) valgte os som skuespillere til at spille de roller. Det må være hende der skal besvare det spørgsmål.”

The Power of the Dog er instrueret af Jane Campion der tidligere har lavet kritikerroste film som The Piano og Holy Smoke. Den får dansk biograf-premiere torsdag den 18. november, og allerede fra onsdag den 1. december vil den også være tilgængelig på Netflix. Varm op med traileren på YouTube lige her:


lørdag den 13. november 2021

Homoseksuel country-stjerne vinder pris

TJ Osborne fra Brothers Osborne sprang ud som bøsse i februar. Nu har han og brormand vundet en Country Music Award for Bedste Duo.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Den amerikanske countrymusik-genre er kendt for sine konservative familieværdier, så da den 36-årige TJ Osborne sprang ud som bøsse i et interview med Time i februars, blev han noget nær den første åbent homoseksuelle countrysanger fra et af de store pladeselskaber. Han er frontmand i duoen Brothers Osborne med sin guitar-spillende storebror John. Sangen Stay a Little Longer fra deres 2014 debut-EP gik mainstream og solgte til en platinplade. Siden er det blevet til tre albums fra de to brødre.

Osborne Brothers havde vundet fire Country Music Awards og været nomineret til syv Grammy-priser, da TJ Osborne fortalte Time at han har vidst at han var bøsse siden han var ung og at han havde været ude af skabet over for familie og venner i Nashville i årevis. ”Jeg har det fint med at være bøsse,” sagde han.

Musikvideoen til Stay A Little Longer indeholdt da også klip af et bøssepar midt iblandt en masse heteroseksuelle par, men overfor offentligheden holdt TJ sin seksualitet hemmelig hvilket gjorde dating problematisk, når han f.eks. ikke ville holde i hånd eller bad kæresterne vente i bilen. Han valgte derfor at springe ud, for nu ville han bare gerne videre.

Til årets CMA-prisuddeling den 11. november kunne TJ Osborne så kysse sin kæreste Abiezer Ventura for åben tv-skærm, da ham og brormand blev udråbt til Årets Duo og dermed vandt deres femte country-pris. Brothers Osborne fik stående ovation og optrådte til showet med deres nyeste single Younger Me, hvor TJ synger om sin ungdoms kvaler over at være anderledes, og at han slet ikke burde have bekymret sig. Se og hør selv det positive budskab på YouTube lige her:

tirsdag den 9. november 2021

LGBT-hitparade: Mandestrip og sexy bøsse-date

Keiynan Lonsdale stripper

De lesbiske Maggie Lindemann og K.Flay tager føringen, men Keiynan Lonsdale stripper og der er dobbelt-op fra Clinton John, der bl.a. er på hot date. Plus nyt fra Chaz Cardigan og album-aktuelle Jordy.

MUSIKNYHEDER af Michael Andersen

1. Mon ikke alle homoseksuelle har prøvet det? At have tabt sit hjerte til den der heteroseksuelle, der bare er så vidunderlig, men desværre også fuldstændig uopnåelig? Det er historien som MAGGIE LINDEMANN beskriver i videoen til sin nye single She Knows It og som mange nok vil kunne relatere til. Se og føl selv med på YouTube lige her:

2. I sin nye video til singlen Nothing Can Kill Us, tager K.FLAY nogle piller og så drømmer hun sig tilbage til et fordums forhold og genoplever de lykkelige stunder. Oplevelsen er så god at K.Flay popper piller igen og igen for at flygte fra den ensomme virkelighed til fordums lykke - nok ikke lige noget der kan anbefales at prøve derhjemme, men oplev selv K.Flays glade drømmeverden på YouTube lige her:

3. KEIYNAN LONSDALE, den næsten 30-årige australske skuespiller fra bl.a. Love, Simon og tv-serien The Flash, har også gang i en karriere som sanger. Sidste år udgav han albummet Rainbow Boy, der bl.a. inkluderede singlen Gay Street Fighter. Nu er han aktuel med singlen Gods Of The Disco hvor han giver den som Chippendales/Magic Mike-agtig stripper. Savl selv med på YouTube lige her:

4. JORDY har langsomt bygget sin succes op med en stribe singler og EP’er siden 2018, og hittet Long Distance førte til en pladekontrakt med 300 Entertainment og albummet Mind Games, der netop er udkommet digitalt og kan købes som signeret CD fra Jordys hjemmeside jordymusic.com. I forbindelse med udgivelsen af Mind Games blev en video til sangen Sticks And Stones (feat. Charlotte Sands) lagt på YouTube. Den minder tematisk om Mikas 2015-single Hurts om at ord kan såre. Check selv Jordys video på YouTube lige her:

5. CHAZ CARDIGAN’s Not OK!-single fra sidste år blev et pænt hit der ramte nr. 18 på Billboards Alternative hitliste. Singlen var fra EP’en Vulnerabilia som Chaz Cardigan har haft lidt svært ved at overgå trods en del forsøg siden, bl.a. med EP’en Holograma. Nu er han aktuel med singlen Pictures og tiden må vise hvordan den klarer sig, men den 26-årige, amerikanske sanger har da lavet en fin video til at hjælpe sangen på vej mod hitlisterne. Check den selv ud på YouTube lige her:

6. CLINTON JOHN fortalte i et nyligt interviw med Instinct Magazine at han elsker mode, og at mode fylder meget i hans liv. Han har altid forbundet mode og musik, for en popkunstner er ikke bare en sanger eller sangskriver – de er det hele. I videoen til hans nye single Cool B4 I Met You leger Clinton John da også modeshow mens han synger om et destruktivt forhold. Se og hør selv på YouTube lige her:

7. CLINTON JOHN har også betroet Instinct Magazine at hans kommende EP Embarrassing runder hans 20’ere af med fire sange om afslutningen af hans første forhold og hans drikkeri. Nu tager han hul på et nyt, ædru kapitel af sit liv, og hvis videoen til 2. udspil fra EP’en er nogen indikation, så tegner det jo lovende for hans 30’ere. I videoen til Fresh er han nemlig på date med en mand og der flirtes og kysses til den store guldmedalje. Oplev selv de friske fyre på YouTube lige her:

søndag den 7. november 2021

Jordy synger om bøsse-dating på nyt album

Hans popularitet har været stigende siden single-debuten i 2018, og nu er Jordys debutalbum Mind Games endelig landet på iTunes og streamingtjenester.

MUSIKNYHED af Michael Andersen

Så kom det endelig - albummet Mind Games fra den lovende popsmed Jordy, der såmænd bare er midt i tyverne, men i sine sange lyder velbefaren på dating-markedet. Hvis man har haft uheld i kærlighed, kan man helt sikkert identificere sig med Jordys sangtekster. Han skriver ærligt om sine succeser og fiaskoer med at date i bøssemiljøet.

På gennembrudssinglen Long Distance er han villig til at rejse langt for sex og et potentielt forhold og på hitsinglen Better In My Head er han skuffet over at virkeligheden ikke altid lever op til fantasierne forud for en sex-date. De to singler er selvfølgelig med på Mind Games, ligesom de nyere singler I Just Wanna Be Loved, Tomorrow (feat. Oston), Till It Hurts og If He’s In Your Bed også har fået æren af at komme med.

Det efterlader kun fem reelle nye sange på albummet, der ikke er så langt igen med bare en intro og 11 numre. Sangene South Dakota og Sticks And Stones (feat. Charlotte Sands) er allerede blevet lanceret med videoer på YouTube i forbindelse med udgivelsen af albummet. South Dakota er albummets afslutningsnummer, som mange der er rejst til storbyen fra en mindre by sikkert vil kunne identificere sig med – når det ikke går så godt kan man da godt overveje at rejse hjem igen. Hør selv det eftertænksomme nummer på YouTube lige her:

lørdag den 6. november 2021

Komedieserie med bøsse gemt på TV2 Play

Drew Tarver

The Other Two handler om en berømtheds søster og bøssebror og der er gang i bøssens sexliv i serien. Han spilles af Drew Tarver.

TV-SERIENYHED af Michael Andersen

I den amerikanske komedieserie The Other Two står de to søskende Cary og Brooke Dubak i skyggen af deres 13-årige lillebror, der i bedste Justin Bieber-stil er blevet en stor popsensation natten over under navnet ChaseDreams. Cary er bøsse og arbejder på at få sit gennembrud som skuespiller. Han spilles af den 35-årige biseksuelle skuespiller Drew Tarver og søsteren Brooke spilles af Heléne Yorke. Kender man ikke dem, kender man sikkert deres mor. Hun spilles nemlig af altid sjove Molly Shannon som mange nok husker som den skøre Val fra Will & Grace’s opgang.

Cary Dubak har gang i dating- og sex-livet i serien, men han og søsterens liv er rimeligt kaotiske i kølvandet på lillebrorens succes og mange pinligt sjove episoder opstår. The Other Two er da også blevet populær nok til at have en 3. sæson på bedding i USA. Hver sæson varer 10 episoder, men indtil videre er kun første sæson tilgængelig til streaming i Danmark. Det er på TV2 Play, men da serien har været vist på Paramount Network, må man betale ekstra for et Paramount+ abonnement for at få adgang til serien på TV2 Play lige her: The Other Two på TV2 Play

Men mon ikke et godt grin over The Other Two og savlen over Cary’s lækre dates er lidt ekstra værd? Her er i hvert fald et preview af Cary sammen med Matt spillet af Andy Ridings.

onsdag den 3. november 2021

Eternals-bøsse havde gerne selv været superhelten

Haaz Sleiman spiller manden til Marvels første filmbøsse i Eternals-fimen der endelig har fået biografpremiere.

FILMNYHED af Michael Andersen

Den har været forsinket i et par år på grund af Corona-epidemien men nu er den nyeste Marvel-film, Eternals, endelig i biograferne. Eternals er baseret på en tegneserie af Jack Kirby fra 1976, men var aldrig et stort hit blandt de kulørte superhelte-tegneserier. Derfor er det spændende at se om biograffilmen kan vække interesse på linje med tidligere Marvel-succesfilm som Avengers, Iron Man og Captain America, men da den kun vises i Cinemaxx-biograferne og altså ikke kommer i Nordisk Films biografer ligesom tidligere Marvel-film tyder det ikke på det.

I Eternals følger man en gruppe af udødelige supermennesker der har været til stede på Jorden i tusindvis af år, hvor de har været med til at forme menneskenes udvikling og har beskyttet dem mod de onde Deviants. Da Deviants igen truer Jorden sætter Eternals-heltene Sersi og Ikaris spillet af Gemma Chan og Richard Madden sig for at samle de spredte Eternals, inklusiv Phastos spillet af Brian Tyree Henry.

Phastos havde ellers slået sig ned som familiefar med mand og barn. I tegneserien er Phastos et svulmende muskelbundt, men filmskaberne har valgt en helt anden type karakter, og Haaz Sleiman der spiller arkitekt-manden, fortalte til NewNowNext at Marvel havde valgt at fokusere på det menneskelige til deres første filmbøsse i stedet for det sexede eller rebelske. Haaz Sleiman, der også er bøsse i virkeligheden, røbede at der er et kys mellem ham og Brian Tyree Henry i filmen, som fik alle til at blive rørt og græde under optagelsen. For ham var det vigtigt at vise hvor kærlig og smuk en queer familie kan være.

 

Eternals kan redde queer liv
”Min mavefornemmelse er man vil blive så stolt,” sagde 45-årige Haaz Sleiman, der selv er homoseksuel og først gjorde sig bemærket i filmen American Dreamz fra 2006 og siden har medvirket i flere forskellige tv-serier. ”Hvad Marvel har formået at opnå – jeg er så stolt af dem fordi de har tilgået det på en meget gennemtænkt måde, og Phastos er en af de største superhelte i filmen.”

Til Variety sagde Haaz Sleiman at bøsse-repræsentationen i Eternals kan redde liv. ”Jeg ville ønske jeg havde den at se da jeg var barn. Åh Gud, ville jeg ønske det! Kan du forestille dig hvor mange liv det vil redde – børn, unge queer mennesker som bliver mobbet og begår selvmord og ikke ser dem selv repræsenteret? Og nu får de det her at se – det er over stort.”

Haaz Sleiman indrømmede dog til NewNowNext at han selv gerne ville have spillet Phastos ”fordi hvornår får vi en arabisk muslim og åbent bøsse-skuespiller at se spille superhelt? Jeg kan ikke vente med at se det.”

I mellemtiden får vi så en kraftig, sort skuespiller i form af Brian Tyree Henry. Få en smagsprøve i traileren til den to og en halv time lange Eternals-film på YouTube lige her:

mandag den 1. november 2021

Skuespilleren Kal Penn springer ud som bøsse

Han er kendt fra komedieserier som How I Met Your Mother og The Big Bang Theory, såvel som dramaserien House. Nu springer han ud i selvbiografi.

BOGNYHED af Michael Andersen

Den efterhånden 44-årige amerikanske skuespiller med indiske forældre har skrevet selvbiografien You Can’t Be Serious. Deri fortæller han at han erkendte sin homoseksualitet forholdsvist sent i livet, men at han nu har været sammen med sin forlovede Josh i 11 år. De mødtes da Kal Penn tog en toårig pause fra skuespillet for at arbejde for Barack Obama i Det Hvide Hus.

Kal Penn forsikrer i et interview med People, at han ikke aktivt har forsøgt at skjule sin seksualitet, men har været åben over for venner og familie og alle som han personligt har interageret med. Nu er han spændt over at dele detaljerne med læserne af hans bog, der udkommer tirsdag den 2. november.

Selvom han blev kendt for komediefilm som Van Wilder fra 2002, Van Wilder 2: The Rise of Taj fra 2006 og Epic Movie fra 2007 har Kal Penn siden da mest optrådt i tv-serier som House, How I Met Your Mother og The Big Bang Theory. Mon ikke hans erindringer byder på gode historier om hans oplevelser bag kameraet med stjernerne derfra?

You Can’t Be Serious kan købes fra danske iMusic lige her: Kal Penns selvbiografi

Kal Penn i Van Wilder